Jeg opholdt mig på det tidspunkt i Sydengland, hvor jeg på anden uge deltog i et kursus om historiefortælling, der var planlagt til at vare i tre måneder. Det var et kursus, jeg virkelig havde glædet mig til at deltage i, og som jeg havde sparet sammen til i to år. Desuden deltog sammen med en kær veninde, og vi havde besluttet, at kurset skulle danne baggrund for et fælles samarbejde i mange år fremover.

Der var naturligvis ingen tivil i mit sind om, at jeg skulle rejse hjem med det samme.
Da jeg sad i lufthavnen i Gatwick og iagttog alle de andre rejsende, så det fra min verden ud, som om de alle i deres lykkelige rejseiver var fuldstændigt ligeglade med, at jeg følte, at dette var min værste og tungeste rejse nogensinde.

De kunne ikke se det på mig, ingen kunne vide det, de kendte mig overhovedet ikke. Måske har en enkelt eller to undret sig over den ensomme kvinde, som bare sad der yderst på bænken med tårerne trillende ned ad kinderne.
Jeg selv kunne slet ikke forestille mig, hvad jeg ville komme til at gennemgå i de kommende måneder.

Det blev en meget lang rejse ind et dybere kendskab til sundhedssystemets funktion. Når jeg i dag tænker tilbage, er det ordet VENTETID, der står stærkest i min erindring. Spild af tid i venten på at få en ny tid, læger der ikke kunne hjælpe og mere ventetid, indtil min mand endelig kom i gang med en kemobehandling, som ikke virkede overhovedet. Men han stod det igennem, og til det sidste håbede han på, at det ville hjælpe. - Det er vel også sådan, hør jeg hørt mange sige, at 'håbet må man ikke miste'.

Da han til sidst var så syg, at han havde brug for pleje i hjemmet, så oplevede jeg til gengæld en ubeskrivelig omsorg og velfungerende pleje i Vordingborg kommune. Jeg er overbevist om, at hjælperne flere gange blev lidt længere, end de egentlig havde tid til. Det var jeg taknemmelig for.

Leif døde den 24. maj 2009. Det var den dag, vi skulle have fejret vores 19 års bryllupsdag med champagne og god mad. Leif havde på det tidspunkt ikke spist noget i næsten en uge, han havde kun drukket vand og enkelte af de smoothies, som han ellers var ret glad for.

Undervejs i hele forløbet på ca. 8 måneder havde jeg holdt humøret oppe takket være hans humor. Men da den ikke længere slog til, var jeg enormt glad for, at folk fra hele verden sendte mig historier, digte og opmuntrende ord. Det betød virkelig meget, og jeg blev for alvor bekræftet i min tro på og viden om historiernes magiske og helende kraft.

Siden hans død har jeg haft sorgen over tabet som en følgesvend, der dukker op i tide og utide. Somme tider ganske uventet og uvelkommen. Men jeg har besluttet, at jeg aldrig vil afvise sorgen, når den banker på. Den må og skal være der, men jeg vil selv bestemme hvor meget opmærksomhed, jeg vil give den.
Men oftest har nye bekendtskaber og møder givet mig nyt indhold i tilværelsen. Jeg har fået endnu større forståelse for mødet og samtalens betydning for den menneskelige udvikling. Og for modet til at turde åbne sit hjerte i tillid til sine medmennesker.

For flere år siden læste jeg bogen "Att Välja Glädje" af den svenske forfatter og filminstruktør Kay Pollak. Bogen har inspireret mig til selv at vælge glæde. Det er ikke altid det nemmeste i verden, men jeg bliver bedre og bedre til det. Og når smerten er stor, vælger jeg at huske, at jeg selv kan vælge, om jeg vil synke dybere ned i smerten eller om jeg vil vælge glæden.
Oftest vælger jeg glæden.

Kort tid efter, at Leif døde, overvejede jeg at melde mig ind i en sorggruppe. Men der var noget i selve ordet, der afholdt mig fra det. I stedet valgte jeg at tage imod tilbuddet om en række samtaler hos en meget dygtig psykolog.
Nu ved jeg, at det netop var ordet sorg, der afholdt mig. Jeg vil ikke dvæle ved sorgen. Jeg vil vælge glæden.

Jeg har derfor besluttet, at jeg fremover vil sætte fokus på livsglæde.
Når kræfterne igen er til det, vil jeg tage initiativ til at oprette en 'glædesgruppe', hvor det vil være muligt at arbejde med sin livshistorie gennem fortælling, maling og andre kreative tilgange.
Det vil være en gruppe, hvor jeg vil bruge min faglige viden og mine personlige erfaringer til at hjælpe alle, som ønsker at arbejde med sig selv og som ønsker
frihed til livsglæde!