Masker og mønstre i livets fortælling

- Et bud på en historiemodel og på hvorfor historier er så vigtige for os mennesker.

Af Thomas Breinholt

Omfanget af historier i vores hverdag er helt ekstremt. Tænk bare på biograffilm, dvd’er, TV, aviser, tidsskrifter, litteratur. Nyheder – er også historier. De nyheder, der interesserer os mest, er som oftest små kapitler i fortløbende historier, vi ikke ved hvad ender med. Når vi hører, at Brixtofte har fået en dom og er kommet i fængsel, er vi med på, at nu er vi kommet så langt i historien. Men hvorfor fylder det så meget i vores liv?

Nogle bud kunne være, for at flygte fra os selv, for at afgrænse virkeligheden, for at kunne genkende os selv, at historier skaber vores identitet og gør verden forståelig.

Men jeg tror, at historier tjener et endnu dybere og vigtigere formål. Det er tankevækkende at undersøgelser viser, at 95% af fangerne på dødsgangene i U.S.A aldrig har fået læst historie og at man i rehabilitering af torturbødler, som fuldstændigt har fået smadret deres psyke og alt hvad der hedder moral, må starte med at fortælle dem børneeventyr for overhovedet at nå ind til og genopbygge deres menneskelighed.

Jeg tror det handler om, at historie fortælling er emotionel overførsel af visdom. Alle eventyr handler i virkeligheden om, hvordan vi skal finde resurserne til at skabe de forandringer der får os til at blive vores rigtige selv. Den grimme ælling er et tydeligt eksempel. Men Tornerose, Askepot og alle de andre gode gamle eventyr, fortæller også alle sammen om, at vi skal tage kampen op og blive den vi er bag alle maskerne.

Masken

Fordi vi som børn er dybt afhængige af vores voksne, tilpasser vi os den måde de er på og udvikler vores egne skræddersyede overlevelses strategier. De flestes overlevelsesstrategier indebærer at vi påtager os masker.

Så vi mennesker har alle en maske. Vi har alle sammen en masse frygt. Vi har nogle styrker og nogle svagheder. Lad mig illustrere med et eksempel:

Kajs frygt var, ikke at blive elsket – det er en frygtelig frygt for et barn. For at få sin fars kærlighed, skulle han være en god lytter, for hans far elskede at tale. Så han blev journalist. Journalister lytter altid og fortæller de andres historier. Gad Kaj i virkeligheden det? Nej! I virkeligheden, havde han lyst til at fortælle sine egne historier. Men han har brugt rigtig mange år på det, fordi det er forankret i en frygt for ikke at blive elsket.

Kajs maske er, at være den gode lytter, for så er der brug for ham, så har han en værdi for sin far. Så én af hans styrker har været, at han kunne høre og faktisk også havde talent for at lytte og være medlevende i noget andre fortalte. Og de styrker brugte han så til at overdøve sin frygt, ved at styrke sin maske. I de fleste menneskers liv går dette mønster, frygt- styrke- maske, rimeligt godt i rimeligt mange år. Men det er jo også vores lod her i livet, at vi pludselig møder modstand. Eller en modstander. Og hvis modstanderen er stærk nok, er modstanderen også i stand til at kende dine svagheder.

Kaj har også nogle svagheder. En af svaghederne kunne være, at han ikke havde selvdisciplin nok. Og når han fik det rigtig dårligt, så tænkte han – jeg tager sgu lige en øl. Og så tager jeg sgu lige en til. Og modstanderen (som i virkeligheden er ham selv) er nu, at for at klare de dårlige følelser, må han drikke og det bliver en svaghed for ham. Og det udvikler sig til, at også arbejdspladsen bliver en modstander, fordi de måske opdager at han går og små drikker.  Så bliver hans frygt endnu større. Og så drikker han endnu mere.

Hvis modstanderen er dygtig nok, lokker modstanderen dig i en fælde. Og vi er vores egne største modstandere, så vi er også rigtig gode til, at få os selv ned i nogle fælder. Og det sjove er, at det er ret godt det er sådan fordi, ellers ville vi aldrig udvikle os. Det er faktisk den eneste vej frem. Når modstanderen udnytter dine svagheder og bryder cirklen, sker der som oftest det, at vi ryger ned i livets sorteste hul. Vi bliver deprimerede, kede af det, magtesløse. Vi ligger på bunden og gisper som en selvdød fisk.

Et eksempel: Jeg er pisse charmerende og hamrende bange for ikke at blive elsket. Men det kører for mig og jeg møder en sød pige, som falder for min maske. Hun synes jeg er lækker og vi er super forelskede, det kører derudaf. Men pludselig dumper hun mig. Min værste frygt er gået i opfyldelse, min strategi duede ikke og jeg bliver ulykkelig.

Dér har de fleste af os været. Både i virkeligheden og i masser af historier. Og når det sker, når vi er i dét rum hernede på bunden, har vi stadig ikke lært noget. Det eneste vi ved, er at vores strategi ikke virkede og at hér er der ikke rart at være! Depression er handlingslammelse. Alle strategier er holdt op med at virke.

I filmen Fucking Åmål er der en scene hvor de to piger har låst sig inde på toilettet. Udenfor står alle ”ulvene”. Deres hemmelighed er ved at blive afsløret: Det er en katastrofe at være lesbisk i det samfund. De skal træffe en beslutning. I princippet er dette det mørkeste hul de kan være i. Og i alle gode historier skal hovedpersonen derned. Hvis vores hovedperson ikke kommer derned er historien ikke god.

Når vi kigger på de øjeblikke der er mest interessante for os mennesker, i livet og i historier, så er det faktisk når vi vælger ikke at forblive i ”det mørkeste hul” men vælger at reorientere os til et nyt sted og finder vores rigtige jeg. Det er det øjeblik, hvor vi smider masken og viser hvem vi virkelig er. Det er farligt. Man skal turde konfrontere frygten.

Det er dét pigerne i Fucking Åmål gør. De går ud og de siger til verden ”vi viser jer hvem vi er og vi tager konsekvenserne af det”. Men hvorfor er det så svært, hvorfor er der nogen, som aldrig når her til? Mennesker, som sidder fast i depressionen eller som butleren James, spillet af Anthony Hopkins i filmen ”Resten af dagen”, aldrig får erklæret deres kærlighed?

Gentagelsen

Der er et hinduistisk begreb, som hedder samskara, som betyder noget der gøres intenst. Samskara er de dybe prægninger i vores bevidsthed, som gør, at vi gør de samme ting om og om igen. Vores masker er præget af de mønstre, nogen gange til det næsten absurde. Vi kender det i virkeligheden også godt fra psykologien, hvor man bl.a. taler om gentagelsestvang.

Hvis vi forestiller os hjernen når vi bliver født, som en ubesmittet overflade, en lige horisontlinie. Så sker der det, at vi får en følelse som barn. F.eks. får vi følelsen, at der ikke bliver lyttet til mig. Så bliver der gravet et lille neurologisk hul i hjernen. I skolen oplever vi, at der er nogle af vores klassekammerater, der egentligt heller ikke rigtig lytter til os. Og så bliver hullet gravet lidt dybere. Og efterhånden som hullet bliver gravet dybere, begynder vi at opleve det mere og mere – folk lytter ikke.

For det er sådan, at vi i virkeligheden altid afspejler vores verden og verden afspejler altid os. Det er ikke tilfældigt at du har en helt bestemt type venner. Og det er heller ikke tilfældigt, at når du så har en krise og ændrer dig, så falder der en masse venner fra. Hvorfor gør de det? Det er fordi din refleksion på verden og dit selv ikke kan skilles ad.

Dybest set er det prægningen af tankemønstre, som så igen reflekteres tilbage til os fra omverdenen. Og hvad er det der præger tankemønstre – det er de oplevelser vi går og har. Så med tiden bliver det her hul gravet større og større, så til sidst er der så dyb en kanal inde i hjernen at vi oplever mønsteret konstant.

Og det vil sige, at folk der har lært at blive vrede, bliver mere og mere vrede. Og det er uanset hvad der sker. De kan blive vrede i trafikken, de kan blive vrede over at der ikke kommer byttepenge hurtigt nok, de kan blive vrede over, at deres kæreste taler til dem på en bestemt måde, de kan blive vrede over hvad som helst. Følelser, som får lov til at blive prægede, føder sig selv og det bliver dybere og dybere.

Og de her samskaraer kommer til at dominere vores liv. Alle har nogle mønstre som de bliver ved med at gentage. Indtil vi bliver dem bevidst kan vi ikke forstå, at vi bliver ved med at løbe ind i samme slags kærester eller den samme slags venner, umulige chefer, svigt eller bedrag. Prøv at lytte til dine venners historier – de fortæller det samme om og om igen. Indtil et vist punkt!

Men heldigvis så ved vores sjæl godt, at de her samskara’er ikke er sunde og at vi dybest set har brug for at bryde mønsteret og lade masken falde. Vi ved det ikke i dagsbevidstheden, men i underbevidstheden (som er de 90% af isbjerget under overfladen) har vi et stort ønske om at rydde op. Vores samskara slavebinder os, indtil vi får bevidsthed om at de er der og gør noget ved det. Handler, som pigerne i Fucking Åmål.

Forvandlingen

De gode historier handler med andre ord om maskefaldet. En hovedkarakter som kæmper med maske-styrke-frygt trekanten, som pludselig møder en modstander som udnytter hovedpersonens svagheder, bryder den strategi der altid har virket, så hovedpersonen falder i det dybeste hul. Herfra må vores hoved person konfrontere sin samskara og træffe en modig beslutning om, at smide masken og blive sit rigtige jeg.  

Jo mere vi kan identificere os med hovedpersonen og jo bedre det lykkes for ham eller hende at bryde fri, jo mere frydes vi over historien. Når det ikke lykkes, er der tale om en tragedie og vi sidder tilbage med en følelse af, at vi selv ville have handlet anderledes. Tragedier kan på denne måde være lige så motiverende, som ”happy ends”.

Mine forældres generation var generelt ikke gode til at tage sig af deres samskara. De tog dem med sig hele vejen i graven. I min generation er vi mange som ikke har villet lade det ske. Og en af de vidunderligste ting ved historier er, at de i deres essens er en overføring af visdom på det sjælelige plan, som gør dig i stand til at tage den kamp op, som du skal tage op med dine mønstre, for at blive fri. Historier har et dybt eksistentielt formål. Det er derfor vi har så meget brug for dem – for de viser os vejen ud af vores eget personlige slaveri.